Når blæsten selv vælter
tænker alle som en
hvem var det
der inviterede kvinden
med de blodsprængte øjne
til kold te
og knuste sukkerknalder
i den grønne skurvogn
Når solen går ned
kan vi halve sætte os og være hele
men indtil da spørger vi
hvem var det
der lukkede de ensomme ulve
ind til middag
da klokken var fem i midnat
forrige søndag
Når latteren gør ondt i lungerne
husker vi
hvem var det
der mistede hænderne i flystyrt
hvorfor er han i haven
under birketræet
og smadrer porcelæn
med fars hammer
Ingen kommentarer:
Send en kommentar